Case: Del til rørvarmeveksler
Denne case omhandler en rørvarmeveksler som indgår i procesudstyr til fremstilling af fødevarer. Varmeveksleren består af et minder rør som monteres inde i et større rør. Gennem det store rør flyder opvarmningsmediet (f.eks. 95 ° varmt vand) og gennem det lille rør flyder de fødevarer som skal behandles, tilberedes eller homogeniseres.
Rørvarmeveksleren bruges blandt andet til at homogenisere mælk og tilberede færdigretter. Da rørvarmeveksleren bruges i fødevareindustrien udformes den i rustfrit stål, for at sikre et korrosionsresistent produkt, som kan tåle temperaturudsving samt høje og lave PH værdier.
Sådan fremstiller vi delen til rørvarmeveksleren
Delen til rørvarmeveksleren består af 2 emner, der er dybtrukket af plademetal, med et efterfølgende sidetræk. De 2 emner svejses til sidst sammen med en enkel svejsning på midten.
Denne pladeløsning erstatter en smedet og bearbejdet løsning, som tidligere blev anvendt til at producere produktet. Fordelen ved at anvende en pladeløsningen, er at produktionen foregår uden spåntagende bearbejdning, hvorved spildet reduceres.
Samtidig er dybtræk en kold proces, som bevarer en højere styrke i stålet, sammenlignet med f.eks. støbegods. Den høje styrke muliggør at en tyndere godstykkelse kan benyttes, uden at gå på kompromis med produktets kvalitet og funktion. Derved spares der materiale, så emnet bliver billigere og lettere.