CASE: Ventilhus til fødevareindustrien
Vi fremstiller en række ventilhuse i forskellige størrelser, til procesudstyr i fødevareindustrien. Ventilerne bruges bl.a. til øl, mælk og andre flydende levnedsmidler.
Sådan fremstiller vi ventilhusene
Emnerne fremstilles i de kolde formgivningsprocesser dybtræk og sidetræk. Fordelene ved at anvende kolde processer til ventilhusene, er at emnerne kan formes fra rustfrit pladestål til den endelig konstruktion, helt uden svejsninger.
Derved opnås en homogen, glat overflade uden svejsefejl som pore- og bindefejl, der kunne give problemer ved rengøring. Det er en vigtig egenskab i fødevareindustrien, hvor hygiejnen er afgørende. Svejsninger er også altid en risikofaktor i forbindelse med brud og korrosion.
Til fremstilling af ventilhusene, kan disse kolde bearbejdningsprocesser erstatte metalstøbning som alternativ proces. Der er mange fordele ved at anvende pladeløsning frem for en støbeproces.
Koldformet pladestål er f.eks. mere robust over for varme og kulde påvirkninger, hvilket procesudstyr ofte udsættes for i fødevareindustrien. I støbegods vil der også forekomme små gaslommer i materialet, som giver en mere porøs struktur, der lettere går i stykker ved slag eller almindelig slitage.
Modsat støbegods kan pladestål også poleres og slibes frem til at opnå meget homogene og glatte overflader.
Reduceret materialeforbrug
Ved at anvende pladestål, som bevarer en højere materiale styrke end støbegods, kan man komme ned i en lavere vægtykkelse på ventilhusene, uden at gå på kompromis med funktionen og kvaliteten.
Tyndere vægtykkelser reducerer materiale forbruget og vægten på produktet betydeligt, hvilket er særligt attraktivt, ved fremstilling af produkter af rustfrit stål, som har en høj kilopris.